Title

Subtitle

FOTO:

I billedkunsten har der altid været stor interesse for at afbilde yngre og modne kvinder, men selvom kvinder generelt lever længere end mænd, ser man ikke mange portrætter af ældre kvinder.


Det kan synes paradoksalt, at samtidig med at vi med årene kan opleve større eksistentiel ro og opfyldelse, har de fleste af os et negativt forhold til de fysiske aldringstegn. Når jeg fokuserer på ældre kvinder med mit kamera, møder jeg en utrolig stor blufærdighed og næsten skam over rynker, kalkunhalse, hængende hudposer og linjer. 


Det har nok noget at gøre med påvirkningen fra vores kulturs ungdomsdyrkelse, som for mange kvinder betyder, at vi ikke bare sminker os yngre og skønnere i ansigtet, men ligefrem får foretaget kirurgiske indgreb og sprøjtet fyldstoffer ind for at fjerne de aldersafslørende spor.  


Og så er det i virkeligheden disse spor, der er så spændende at gå på opdagelse i, og som viser, hvem vi faktisk er blevet til.


Jeg sætter her fokus på disse spor og linjer, som fortæller noget om det liv, vi har levet.









AKVAREL:

I akvarellen leger jeg med lys og skygge som i fotografiet og med det diffuse og distinkte, som netop er muligt med pigmenternes sejlads over våde flader.


 I morlille serien ses igen min fascination af ældre kvinder, som jeg har en klar identifikation med!

Jeg lægger mærke til ældre kvinder overalt og synes det er spændende at afbilde os, som vi færdes nu: Gangbesværede, krumryggede, … stadig aktive, om end med nedsat tempo, eftertænksomme, afklarede, afventende...

 

Min øvrige motivkreds er den nordiske natur og alle former for liv i den: fauna, flora, folk og fænomener, ofte i fabulerende abstraktioner. 


Senest er jeg blevet optaget af at male GARGOYLES, de groteske figurer som kan ses udvendigt på religiøse bygninger fra middelalderen. De fungerer som vandspy,   der leder regnvandet væk fra murene. Andre lignende figurer, der ikke har denne funktion, kaldes GROTESQUES, og begge slags er udformet som blandinger af dyr (kimærer) eller af dyr og mennesker.

Det er tydeligt, at stenhuggerne med disse ”profane” figurer har haft større spillerum for fantasien end med de mere stereotype ”hellige” inde i kirken.